Oplever du problemer med motoren, når du er ude og køre, er det en rigtig god ide at få tandremmen tjekket. Tandremmen har en enormt vigtig funktion for bilens motor. Den sørger nemlig for at de to aksler, der sidder i bunden og toppen af bilens motor kaldet krumtapakslen og knastakslen, kører i samme takt.
Hvis tandremmen bliver beskadiget eller går i stykker, kommer de to aksler ud af takt, og så kan stempler og ventiler banke ind i hinanden. Det kan forvolde stor skade på motoren, give ujævn motorgang og forringe brændstofværdien. Derfor er det en rigtig god ide at skifte tandremmen, før skaden sker.
Alt efter din bils mærke og model kan du som regel køre et sted mellem 60.000-120.000 kilometer mellem udskiftning af tandremmen. Tandremmen nedbrydes dog også med alderen, da den er lavet af gummi. Det anbefales derfor at skifte tandremmen mindst hvert 4-6 år. I din bils servicebog kan du altid se specifikke intervaller for udskiftning af tandrem.
Mange biler har en taktkæde, eller knastakselkæde, i stedet for en tandrem. En taktkæde har nøjagtig samme funktion som en tandrem – den sørger for, at akslerne i motoren kører i samme takt.
En væsentlig forskel mellem tandrem og taktkæde er, at taktkæden som udgangspunkt forventes at holde hele bilens levetid. Derfor er der ingen kontrol- eller serviceintervaller i bilens servicebog for en taktkæde, som der er ved en tandrem. Det kan dog stadig ske, at taktkæden bliver slidt eller går i stykker og derfor skal udskiftes.